Hva dro i gang denne teksten?

Teksten er et uddrag fra min roman TOLK (2024, Gyldendal), som jeg også kalder et læsedrama, da bogen udelukkende består af replikker og regibemærkninger. Min ambition har været at beskrive et nyt erfaringsområde inden for litteratur om transnational adoption. Den velkendte adoptionshistorie handler om at søge efter og blive genforenet med sin førstefamilie. Det er en vigtig fortælling, men jeg savnede historier, der fokuserede på, hvad det vil sige at bevare og udvikle relationen til ens førstefamilie over tid. Ligesom jeg også savnede fortællinger om at være både queer og adopteret. TOLK begynder, hvor jeget har kendt sin koreanske familie i 12 år. Deres relation er præget af mange udfordringer ikke mindst det faktum, at de ikke kan tale sammen uden en tolk. Jeg ville gerne give plads til tabserfaringen i transnational adoption heriblandt sorgen over ikke at kunne tale med sin egen mor og far. Litteraten Laura Priyanka har skrevet om begrebet ”disenfranchaised grief” eller på dansk ”frataget sorg”, som er en sorg, der ikke er blevet anerkendt og forstået. I adoptionsdebatten er sorgen ofte forbeholdt adoptanter, og vi hører sjældent om den sorg, som førstefamilien eller den adopterede kan føle. Det er den sorg, som TOLK handler om.

Hvilke tradisjoner, konvensjoner eller inspirasjoner påvirkes du av eller går du i forhandling med i arbeidet ditt?
Det er ofte en form eller en struktur, som får mig i gang med at skrive. I det her tilfælde er det Athena Farrokhzads digtsamling VITSVIT, som jeg har været inspireret af. Jeg har genbrugt strukturen med at gentage ”Min mor siger”/”Min far siger” og tilføjet nogle ere stemmer bl.a. en tolk. Der ligger en insisteren i gentagelsen, som også er en insisteren på og anerkendelse af den koreanske familie. Transnational adoption forudsætter et clean break, som betyder, at førstefamilien og den adopterede bliver afskåret al kontakt. Langt de este af os adopterede er blevet assimileret ind i hvide adoptivfamilier på bekostning af slægtskabet til vores førstefamilie. Vores fortid er blevet slettet, og i stedet er vi blevet tildelt et nyt navn, nye forældre og en ny identitet. I TOLK er alle karaktererne koreanere eller tilhører den koreanske diaspora. Der er ingen hvide karakterer, som har en stemme. Det er forholdet til den koreanske familie, der er i centrum. På den måde sker der en genforhandling af slægtskab og tilhørsforhold. Det er ikke adoptivfaren, jeget sørger over, men hendes koreanske far.

Hvilke håp og drømmer har du for feltet teksten sendes ut i?

Jeg drømmer om, at scenekunsten kan rumme mange ere forskellige kroppe og erfaringer og på den måde afspejle det samfund, vi lever i. At det bliver mere almindeligt at se skuespillere med asiatisk baggrund og i det hele taget brune skuespillere på scenen i Danmark. Ikke kun i biroller, hvor de skal spille indvandrere, kriminelle, sexarbejdere osv., men også i hovedroller på landets største scener. Jeg har aldrig set et teaterstykke med to kvindelige skuespillere med asiatisk baggrund, som har en kærlighedsrelation. Så det ville jeg gerne se. Tak til Amfi og Cornerstone for at give mig mulighed for det.